Spørgsmål og svar: Opdræt og udsætning af fuglevildt
Spørgsmål: Jeg overvejer at foder ænder i et vandhul. Skal foderet spredes med nænsom hånd langs vandkandten? - eller...? Erik Aalund
Svar: Dit spørgsmål er af meget generel karakter om fodring af ænder, og vi har
ingen præcis manual for dette. Men der findes nogle retningslinjer, som
Skov- og Naturstyrelsen står bag. Det følgende er Skov- og Naturstyrelsens vurdering af, hvordan fodring af ænder i søer og vådområder sker bedst under hensynstagen til såvel vilde som udsatte ænder samt til den resterende natur, flora og fauna:
Retningslinjer:
• Der bør ikke fodres i næringsfattige søer og vandområder, da fodring og tiltrækning af andefugle her vil kunne forrykke den naturlige balance
• Der skal fodres ofte, minimum hver anden dag. på den måde reduceres den udlagte fodermængde, hvorved foderet bliver ædt op og ikke kommer til at ligge i vandet i længere tid
• Der bør fodres i vandet og på en vanddybde fra ca. 10-40 cm. på den måde undgås kontakt og dermed smitterisiko mellem hønsefugle og andefugle, ligesom risikoen for rotter reduceres. Fodring i dybe søer og på større vanddybder er formålsløst, da ænderne ikke vil kunne finde og nå foderet, hvorved foderet alene tilfører næringsstoffer til søen.
• Der kan med fordel fodres om morgenen, da der derved undgås dagrastende fugle, hvilket nedsætter tilførslen af kvælstof
Spørgsmål: Der er lovgivning på området angående udsættelse af fasaner. Hvor mange fasaner pr. ha. Er der lovgivning angående dette?. Ligeledes, hvor tit må der holdes jagt på disse områder og hvor mange jægere må deltage. Hilsen Ulrich Karmsteen
Svar: Det seneste udsætningsforlig sætter en begrænsning på én fugl pr. ha. (Gældende fra 2010). Dog kan man få lov til at udsætte syv fugle pr. ha, hvis der udføres biotopplan for området.
Der er ingen lovgivning for de to næste spørgsmål, men der er de jagtetiske regler, som kan findes på www.jaegerforbundet.dk under ”Jagtinfo”: Her står bl.a. ”Standvildtet bør ikke udsættes for forstyrrende jagtformer (klap- og drivjagt) mere end tre-fire gange pr. sæson. Der bør derfor være mindst tre uger imellem hver jagt på samme lokalitet. Ved trækjagt bør intervallet mellem jagterne være mindst to-tre uger.”
Der står ingen steder noget om, hvor mange der maksimalt må deltage i en jagt. Det er et spørgsmål om situationsfornemmelse og vurdering af området.
Spørgsmål: Hvad er essensen af forliget om opdræt af fuglevildt til jagt?
Svar: Der er flere væsentlige punkter i forliget: For det første, skal man udarbejde planer for og gennemføre naturforbedringer på ejendommens arealer, hvis man vil sætte mere end én fasan og agerhøne ud pr. hektar. Naturplanerne sikrer forbedringer af ejendommens naturindhold, herunder forbedringer af vildtets levesteder.
For det andet lægger forliget for første gang et loft for, hvor mange fasaner og agerhøns der må sættes ud – nemlig maksimalt syv pr. hektar.
For det tredje siger forliget om gråænder, at man højst må sætte én and ud pr. 150 m2 vandoverflade. Tidligere var kravet én and pr. 50 m2 vandoverflade.

